Nyheder

Undervisere afprøvede det nyeste autobjergningsudstyr

Underviserne på Rescue Center Denmark var som drenge med nyt legetøj mellem hænderne, da den østrigske producent af autobjergningsudstyr Weber Rescue kom til Danmark. Rüdiger Knoll fra Weber Rescue viste udstyret frem og lod underviserne splitte en bil ad med de splinternye udstyr. 

weber3.jpg
Fremvisningen foregik på HYTOR, som er forhandler af Weber Rescue frigøringsværktøj.

Men underviserne fik meget mere med sig end en formiddag med gode oplevelser, fortæller Kevin Mortensen, som ud over at undervise på Rescue Center Denmark også er arbejdsmiljøleder.

- Vi skal have den sidste nye viden. Det er bl.a. os kursister og beredskabschefer spørger, når de skal have gode råd til nye investeringer, siger Kevin Mortensen.

Det nyeste udstyr er meget kraftigere og knivene til at skære biler op med, har fået et nyt design, som ikke tager skade af at skære gennem de nye bilers stærke stål. Samtidig gør Weber en dyd ud af, at værktøjet ikke skal være tungere. Der er sket en stor udvikling inden for batteri, så værktøjerne kan have kraftige, men små batterier, som ikke gør værktøjerne tungere, fortæller Rüdiger Knoll fra Weber, som viste udstyret frem.

weber.jpg
Rüdiger Knoll fortæller om og viser det nye udstyr frem. 

- Vi har arbejdet med udfordringen med at materialet vi skal skære over i de nye biler er blevet meget stærkere. Bilerne er lavet af hårdt stål, som de gamle skæreredskaber ikke kan klare. Vi har opfundet et nyt design til skæret, som kan holde til det og som reducerer udgifterne til service for ejerne af udstyret, fortæller han.

Det er en stor fordel for arbejdsmiljøet, fortæller Kevin Mortensen.

- Jeg ser en fordel i at meget af det værktøj vejer væsentligt mindre end det gamle. Vi skal stå med det hele dagen, 6 – 7 timer i træk, og så betyder fire – fem kilo meget. Det er blevet mere handy og anvendelsesmulighederne er blevet bredere, siger han.

weber2.jpg
Kevin Mortensen tvinger en dør åben med batteridrevet frigørelsesværktøj. 

Desuden er meget af værktøjet blevet mindre og mere handy, så brandbilerne kan have et stort udvalg af udstyr, selv om de ikke bliver større.

Rüdiger Knoll viste udstyret frem på Hytor, som forhandler værktøjet. Han bliver til Materieldagene, som en række af udstyrsleverandører har arrangeret sammen. Materieldagene afholdes den 13. og 14. april 2016 på HYTOR.